
Oplægsholdere og workshops
Vi blander det bedste fra teachmeet, konference, unconference og edcamp til en inspirerende, interagerende, lærende, social og selvfølgelig superhyggelig dag.
Vi har samlet en dejlig flok af spændende oplægsholdere - alle specialister på den ene eller anden måde i inkluderende læringsmiljøer. De glæder sig til tæt dialog, refleksion og ideudvikling med jer!
Mød Lene Jensby Lange og Thorbjørn Bergqvist fra Autens og få inspiration til, hvordan man kan gribe redesign af læringsmiljøer an. Vi er blandt Danmarks mest erfarne konsulenter på feltet og har skolebyggeri for 4 mia. kroner under bæltet såvel som et væld af læringsmiljøprojekter landet over, der kobler pædagogik og rum.
Vi inviterer til legende samskabelse i vores Learning Space Design Lab, der blev udvalgt til 100 Global Innovations in Education 2017 af finske HundrED.org.
Dave Strudwick fra en af Englands mest spændende nye skoler, Plymouth School of Creative Arts, lægger også vejen forbi og fortæller om dette unikke skolebyggeri og den kreativitets- og communitybaserede pædagogik, den understøtter.
Mød Høsterkøbs vidunderlige ledere, lærere, pædagoger og elever, der åbner op for posen om praksis, didaktik og deltagelsesmuligheder i deres skønne inkluderende læringsmiljøer. For lykken er ikke gjort med miljøerne i sig selv - nye læringsmiljøer kræver matchende begavet praksis med børnenes læring i centrum. Nøgleord er elevmedbestemmelse, elevledede skolehjem-samtaler, elevcentrerede læreprocesser, tvystart, mentor, læringsdetektiver, forskellen mellem før og nu m.m..
Mød Louise Klinge og hendes tankevækkende relationsforskning, der får hjertet til at stå stille et øjeblik. Hvad har børn brug for, og hvilke kompetencer hos de voksne, skal vi stille skarpt på. Louise er blandt de mest fremtrædende forskere og oplægsholdere indenfor relationskompetence og børns trivsel i skoler.
Margrete Grøn, arkitekten bag Frederiksbjerg Skole i Aarhus, der blev kåret til det bedste skolebyggeri 2017, har også lovet at lægge vejen forbi og vise en skolebygning, der som ingen anden inviterer til bevægelse ude og inde.
Og muligvis kan vi også via skype invitere på besøg hos vennerne på en helt ny spændende skole i New Zealand, Freemans Bay School. Den er bygget med inspiration fra bl.a. Danmark og går mange skridt videre med et New Zealandsk twist.
